Hokkerupvej 9, Lundtoft, 6200 Aabenraa

Syd for Søgård ligger denne dejlige ejendom med knap halvanden hektar jord og gode muligheder for mindre dyrehold, heriblandt heste. Selve stuehuset med energimærket B og jordvarme er nænsomt renoveret gennem tiden med respekt for den oprindelige stil, og I kan se frem til 211 m2 fordelt over ét plan. Glæd jer også til den skønne have og terrasserne.

Ved ankomst til Hokkerupvej 9 toner den charmerende og velholdte ejendom fra 1925 frem med en hvid facade, hvidsprossede vinduer og et rødt tegltag, som er det originale, der er blevet pillet ned, renset og lagt igen. I den gamle staldbygning med værksted er der en god loftshøjde og et væld af anvendelsesmuligheder, og dertil kommer den gamle vognlade, som kan rumme alt fra en hestestald til en garage.

Indenfor hersker en lys og behagelig atmosfære i alle rum. Stuen gør sig især bemærket med den buede tilbygning med rækken af vinduer, der sammen med terrassedøren lukker sollyset gavmildt ind. Herfra fører de franske døre på elegant vis ind i køkken-alrummet med et pænt køkken og god plads til spiseafdelingen.

Videre venter jer hele fem værelser, der får følgeskab af to badeværelser, som begge kan bryste sig af en muret bruseniche og et væghængt toilet, mens der på det ene badeværelse også er en dobbelt håndvask. Til slut er der et centralt beliggende bryggers i umiddelbar tilknytning til værelsesfløjen.

.

Store dele af grunden er anlagt med græsenge og fold til heste. Derudover er der også flere dejlige opholdssteder udenfor, heriblandt den hyggelige terrasse på gårdspladsen samt terrassen mod syd i haven med køn beplantning og et areal med køkkenhave.

Når hverdagen melder sin ankomst, finder I skole og daginstitution i Søgård og Holbøl cirka 2,5 kilometer fra hjemmet, mens indkøbene også kan klares i holbøl. Endelig tager det under ti minutter til motorvejen.

Nyeste

Ingen ejendomme passede til dine søgekriterier.